2025 bliver rekordernes år!

26.02.2025 |Artikel af Tom Madsen, Ejendomsmægler & Valuar, Partner

Jeg ved godt, det er en kæk overskrift, når vi trods alt kun er godt 2 måneder inde i det nye år. Men jeg tror på det! – og jeg har også noget at have udsagnet i.

De nyeste tal på antal bolighandler er netop kommet ud, og de viser da også, at både januar og februar har budt på ekstraordinært mange bolighandler.

Det er også tydeligt, at den øgede aktivitet primært sker på villaer i de mellemstore byer, mens de største byer lider under manglende boliger til salg og dermed færre handler.

Sommerhusmarkedet er fortsat stærkt, og faktisk har der på landsplan været en fremgang i antal handler i uge 8 på 48% – det er meget!

Her på tærsklen til foråret, er det svært at finde hullerne i osten.. De lyse timer er blevet flere og der er mange købere ude og kigge efter familiens næste bolig. Den gode nyhed er også, at udbuddet af boliger til salg faktisk også er let stigende. Det er rigtig positivt, at der også er boliger at købe, for de mange købere, som vi møder i markedet.

Danmark og Familien Danmark står stærkt, og når beskæftigelsen og økonomien har det godt, ja, så har boligmarkedet og ejendomsmæglerne det også godt.

For så at vende tilbage til min kække overskrift på dette nyhedsbrev. Jeg har allerede været i den bedste forårsstemning i 2 måneder, og nu når det rigtige forår reelt kommer frem fra vinterens mørke, kan jeg ikke lade være med at fastholde min overskrift.

Med den start vi har oplevet på året, de positive udviklinger i de forhold, der definerer boligmarkedet kombineret med den klare intuition, som 35 års erfaring fra boligmarkedet trods alt giver, tør jeg godt gentage overskriften: 2025 bliver rekordernes år!

Venlige hilsner

Tom Madsen
Ejendomsmægler & valuar