Ny partner i Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen

17.06.2022 | Nyhed

Som led i Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsens fortsatte udvikling har firmaet optaget Helena Larsen som medejer og partner i firmaets afdelinger i Aars og Løgstør.

Helena har mange års erfaring i ejendomsmæglerbranchen, og har bl.a. tidligere drevet selvstændig mæglerforretning. Siden sin start hos Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen har Helena Larsen for alvor sat sit fingeraftryk i Løgstør, ligesom afdelingen i Aars viser gode takter.

”Helena har bevist, at hun besidder arbejdsomheden, den faglige dygtighed og viljen til at skabe vækst og resultater i vores markedsområde. Det er derfor helt naturligt, at Helena nu indtræder i ejerkredsen af firmaet” fortæller John Frandsen.

”Helena er en lokal pige og har et godt netværk i Vesthimmerland. Hun har evnet at sætte et godt hold omkring sig, og både Aars og Løgstør afdelingerne er på rette spor, takket være Helena og hendes team. Vi er godt tilfredse med, at Helena har valgt at knytte sig endnu tættere til virksomheden” fortsætter John Frandsen.

Helena Larsen føler sig i høj grad hjemme hos Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen, og glæder sig til at være en del af firmaets videre udvikling.

”Siden den første dag hos Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen har jeg kunnet mærke firmaets fokus på resultater og vækst, samtidig med at jeg selv har frihed til at sætte mit eget aftryk på mine afdelinger. Det passer rigtig godt til min egen tilgang til hvordan man er en god ejendomsmægler for sine kunder. At firmaet så også har ambitioner om flere afdelinger i nærområdet giver mig kun endnu mere motivation til at gøre en positiv forskel for mine kunder og lokalområdet,” slutter den nye partner Helena Larsen. Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen A/S består i dag af 36 boligafdelinger og har derudover 5 selvstændige erhvervs- og landbrugsafdelinger. Firmaet fejrede i 2020 sit 25-års jubilæum og er i dag et af Danmarks allerstørste ejendomsmæglerfirmaer.