Vrinners Bygade 15,
8420 Knebel
Indbydende og totalrenoveret villa i hyggelig landsby
Ejendommen er attraktivt beliggende ud til Vrinners Bygade, og er opført i 1951. Gennem årene har villaen gennemgået flere moderniseringer og tilbygninger og indenfor de seneste par år har en totalrenovering fået huset til at fremstå knivskarpt, dog med respekt for husets oprindelige udtryk. Ved ankomst til ejendommen mødes man af en indbydende forhave, der er rigt beplantet med stauder og dekorative prydbuske, som skaber et hyggeligt førstehåndsindtryk. Langs huset findes en indkørsel med gode parkeringsmuligheder, og herfra fører en trappe op til villaens entré, hvor man træder ind i boligens smukke rammer.
Husets entré har plads til overtøj, og herfra er der adgang ind til det første af husets veldisponerede badeværelser. Her er der lagt fokus på lækre materialer og rolige nuancer samt vaskesøjle, som er hævet på et mindre plateau for nemmere brug. Fra entréen træder man videre ind i den flotte hall med god loftshøjde. Pladsen er udnyttet optimalt med indbyggede skabe i smukke materialer, der falder naturligt ind i boligens stil, og samtidig øger funktionaliteten. Hallen giver adgang til køkkenet, som har gennemgået en flot modernisering, hvor man har bevaret god skabsplads uden at gå på kompromis med materialevalget. Stueetagen byder endvidere på et lyst soveværelse med indbyggede skabe, en spisestue, samt en unik udestue bag den smukke franske dobbeltdør, hvor lyset for alvor strømmer ind.
Vender man tilbage til den flotte hall og lader sig føre op af trappen, byder førstealen på et rummeligt soveværelse og en god stor stue med brændeovn, hvor kvisten samt ovenlysvinduet lader lyset fylde rummet. Her fra førstesalen er man beriget med den skønneste udsigt til Knebel Vig mod vest og de to gravhøje fra bronzealderen, Stabelhøjene, mod øst.
Ydermere rummer huset en kælder med tre disponible rum, et gennemgangsrum samt et badeværelse og kan desuden tilgås enten fra indendørstrappen eller udendørstrappen.
Udendørs er huset omkranset af en dejlig have, hvor bedene rundt om huset indrammer den højtbeliggende, syd-østvendte flisebelagte terrasse ved indgangen. Desuden byder ejendommen på en velanlagt græsplæne samt flisebelægning langs huset.
Bag huset er et stille villakvarter, der grænser op til åbne marker og naturskønne landskaber. Stranden, der ligger i kort afstand fra villaen, er god til børn, da den ligger dejlig lunt og beskyttet.
Vrinners er en landsby beliggende midt i den storslåede natur på Mols på kanten af Nationalpark Mols Bjerge. Beboerne i Vrinners melder om et fantastisk fællesskab med mange arrangementer, hyggelig stemning og godt naboskab. Her er et fælles beboerhus, indkøbsmuligheder og ikke langt til Knebel hvor man bl.a. finder Molsskolen, daginstitutioner, idrætsfaciliteterne m.m.
Skal du have solgt først?
Jeg tilbyder en gratis og uforpligtende salgsvurdering af din bolig!