Havnegade 45,
5500 Middelfart
Olgas Minde: patriciervilla med sjæl og udsigt over LillebæltMidt i Middelfarts gamle bykerne, med kun promenaden mellem haven og vandet, ligger Olgas Minde. En lys patriciervilla med navnet i relief over terrassedøren og udsigt til begge broer.
Huset er gennemgribende istandsat med kvalitetsmaterialer og stor respekt for den oprindelige stil. Original stuk og roset er bevaret, og høje snedkerfremstillede paneler løfter rummet. Hvor vægge er fjernet, er gulvene genskabt med gamle planker fra samme periode. Alle vægge er malet med olie- og pigmentfarver, valgt sammen med en farveekspert, så de passer til husets udtryk.
I stueplanets store alrum flyder et køkken i egetræ med køkkenø sammen med spisestuen. Køkkenet er indrettet til en stor husholdning med to opvaskemaskiner, to køleskabe, to ovne og en hane med kogende og kølet vand. Fra spisestuen er der direkte udsigt over Lillebælt, og terrassedøren fører ud til den charmerende have, som kun få ejendomme så centralt kan matche. Stueplanet har desuden to værelser, et kontor og et badeværelse.
På første sal finder du en lys repos, en hyggelig stue under de skrå lofter og tre værelser. Fra soveværelset er der udsigt til vandet. Badeværelset har mikrocement, gulvvarme og fritstående badekar, og fra gangen er der adgang til altanen.
Et integreret lydsystem forbinder alrum, stue og badeværelser.
Også det, man ikke ser, er i orden. Elinstallationerne er renoveret, køkkenet har fået nye vinduer mod gården, og have og gård har fået ny kloakering, afløb og brønde. Kælderen er saneret med varme, udsugning og ny dør mod haven.
Den nyanlagte have ligger bag en hvidkalket mur med tegl og har tre terrasser: en let hævet træterrasse med panoramaudsigt over vandet, en solterrasse i læ og en aftenterrasse, hvor solen går ned bag Den gamle Lillebæltsbro. Det hyggelige drivhus har indlagt strøm, så det kan bruges langt ind i ydersæsonerne. Den sydvendte gårdhave med klassiske Odenseklinker giver et privat og solrigt rum til stille formiddage og aftener.
Havnepromenaden, gågaden, skoven, Lillebæltsstien, indkøb, skoler, station og motorvej ligger alle tæt på. Olgas Minde samler historie og moderne kvalitet på en af byens smukkeste beliggenheder.
Skal du have solgt først?
Jeg tilbyder en gratis og uforpligtende salgsvurdering af din bolig!