Odinsgaardsvej 1,
7270 Stakroge
Der findes boliger, der skal opleves med egne øjne – og så findes der steder som dette. Den gamle skole på Odinsgaardsvej 1 i Stakroge er forvandlet til et sjældent fristed, hvor sjæl og funktionalitet går hånd i hånd. Her får du et hjem, hvor der er højt til himlen – både i fysisk og overført betydning.Allerede ved ankomst bydes du varmt velkommen af en hyggelig gårdsplads, hvor et stort japansk kirsebærtræ blomstrer trofast hver forår. Den smukke ejendom står med stor pondus og historie, men også med opdaterede rammer – herunder tag fra 1985 og træ/alu-vinduer udskiftet for bare 10 år siden.
Indendørs venter et hav af muligheder. Stueplanet rummer et åbent og lyst køkken med tilhørende spisestue, som skaber den ideelle ramme om hverdag og gæstebud. Den tidligere lærerindebolig fungerer i dag som to stemningsfulde stuer, mens det gamle kontor er blevet til en rummelig opholdsstue med masser af lysindfald. Det gamle klasselokale, som nu er omdannet til en imponerende jagtstue eller selskabslokale – perfekt til store middage og livlige sammenkomster.
Et badeværelse med gulvvarme fuldender stueetagen, og på førstesalen venter endnu et badeværelse, fem gode værelser samt en ekstra stue, som oplagt kan anvendes som hobbyrum, bibliotek eller måske et atelier. Boligens mange m² fordeler sig elegant over to plan – her er både plads og ro til at drømme stort.
I det registrerede udhus finder du et stort værksted, en dobbeltgarage med elporte, bryggers og skur – alt sammen praktisk og diskret integreret.
Udenoms arealerne er et kapitel for sig. På vestsiden møder du en smuk rosenhave og et charmerende orangeri, hvor både citrontræer og eftermiddagste trives. En stor flisebelagt terrasse og græsplæne skaber rammerne for leg, afslapning og sommerens grillmiddage. På østsiden folder den idylliske park sig ud – her går en lille sti rundt i det smukkeste anlæg, omkranset af alverdens buske og træer, og leder dig ned til en fredfyldt sø med springvand. Som kronen på værket får du din egen eksklusive hybrid-tennisbane i højeste kvalitet, udført i en kombination af kunstgræs og grus – med indvævede linjer, så du aldrig skal tænke på kridtmærker igen.
Ejendommen har energimærke A2010 – en sjældenhed for en bolig af denne type – hvilket blandt andet skyldes en moderne luft-til-vand-varmepumpe, der sammen med solcellerne sikrer både en økonomisk og bæredygtig drift.
Beliggenheden tilbyder fred og ro, langt fra byens støj, men stadig med kort afstand til både Skjern, Herning og Brande. Naboerne tæller både en klassisk kartoffelbonde og en driftig mælkeproducent – her lever man side om side med landskabet og dets rytme. Dette er ikke blot en bolig – det er en oplevelse.

Skal du have solgt først?
Jeg tilbyder en gratis og uforpligtende salgsvurdering af din bolig!