Haldvej 6, Nørre Nissum,
7620 Lemvig
Drømmer I om at give jeres familie en tilværelse i en bynær landejendom omgivet af naturrigt miljø og med mulighed for at padle rundt i egen sø? – så er denne bolig på Haldvej 6 jeres næste boligkapitel!I er landet på en adresse, der sikrer jer en fuldkommen uforstyrret tilværelse med fantastiske omgivelser og plads til at være helt jer selv.
Boligen placerer sig nemlig meget privat med marker og smuk natur i baghaven samt 200 meter til næste nabo – sikke en idyllisk beliggenhed. På trods af dette har I dog stadig ikke langt til Nissum Seminarieby, hvor I både kan klare indkøbene samt følge børnene til skole via gode cykelstier. Mangler I lidt mere livligt byliv, kan I dog også hoppe i bilen og på 10 minutter lande i Lemvigs skønne byliv, der sikrer jer et rigt butiksliv, dejlige restauranter og caféer samt mulighed for at tage en frisk gåtur ned langs den hyggelige havnepromenade.
Ejendommen er opført i 1850, men er siden blevet renoveret med nyere ydermur, nyt tag samt støbte gulve med sokkel. Derudover har ejendommen været i familiens eje i 60 år, hvilket virkelig vidner om, at her er rart at være – og med god grund. I den store baghave findes nemlig en hyggelig sø, der er dyb nok til, at I kan ro en tur med ungerne og måske lave en skøn picnic på øen i midten af søen. Her kan I sidde og snuse den friske luft ind, mens I nyder naturkigget til de vidtstrakte marker, der desuden medfølger ejendommen, og som i dag er udlejede. Den store baghave er hertil spækket med frugttræer, som I kan plukke og derned nyde en selvforsynende hverdag med dyreliv på nært hold – ude ved den store gårdsplads og carporten befinder der sig nemlig også en stald.
Bevæger I jer indenfor i hjemmets 170 kvm, finder I et hus i to plan, der med sine charmerende bjælkelofter og gode opholdsrum vidner om hygge samt virkelig dedikerer sig til den store børnefamilie. I kan eksempelvis samle jer i den store vinkelstue ved spisebordet eller i sofaafdelingen og begge steder nyde godt af det skønne lys, de sprossede vinduer sørger for. I kan også samle jer ved det hyggelige spisebord i køkkenet, der medvirker til, at børnene kan lave lektier, mens I står og klarer aftensmaden – smart. Når aftenroen sænker sig, kan I fordele familien på hjemmets fem værelser, hvor tre befinder sig i stueetagen og to på førstesalen. Til sidst rummer huset også et stort badeværelse med god skabsplads og dekorative fliser i bedste retrostil.
Velkommen til!

Skal du have solgt først?
Jeg tilbyder gratis og uforpligtende salgsvurdering af din bolig!