Sommer med højtryk på boligmarkedet

17.06.2022 |Artikel af Tom Madsen, Ejendomsmægler & Valuar, Partner

Vi står på tærsklen til den danske sommer. Som bekendt kan den af og til være lidt lunefuld, men mon ikke vi alle kan glæde os til skyfri himmel og solskin.

Et sted hvor solen ihvertfald skinner, er på det lokale boligmarked. Det går godt – faktisk rigtigt godt. Fra de hektiske år i 2020 og 2021 har det lokale boligmarked stabiliseret sig på et højt niveau. 

Når du og jeg læser avis-overskrifterne om at “Nu vender boligmarkedet” o.lign. er det vigtigt, at vi husker at boligmarkedet som altid er ”godt stof” i medierne og god click-bait.

Her vil jeg – igen – tillade mig at minde om, at boligmarkedet i København og Århus ikke kan sammenlignes med resten af landet. Når man dykker ned i tallene er det da også tydeligt, at det primært er ejerlejlighedsmarkedet i de største byer, der er udfordret.

Her på det lokale boligmarked, udenfor de store byer, er udbuddet lavt og efterspørgslen høj. Boligmarkedet har det godt! – og det bliver det ved med en god rum tid endnu. Hold mig bare fast på det!

Faktisk oplever vi en øget efterspørgsel rundt om de største byer, og når renten på nogle obligationer nærmer sig 5%, giver det god mening at finde mere bolig for pengene udenfor de større byer. Samtidig rammer vi nu de store årgange i alderen 25 til 30 år, der skal finde deres familiebolig, typisk udenfor de største byer. 

Der er også kommet en ret ny køberskare til det danske boligmarked – nemlig de mange øst-europæere, der typisk bosætter sig i de mindre byer og er med til at revitalisere mange lokalsamfund.

Samtidig ønsker mange seniorer at rykke til en nyere og nemmere bolig, så de bedre kan indfri drømmen om at rejse, pleje golf-handicappet og andre aktiviteter uden dårlig samvittighed over græsplænen og udhænget, der skulle males…

Forude venter endda endnu en bonus for det lokale boligmarked udenfor de største byer. Den nye ejendomsskattereform er på trapperne. Kort fortalt vil den gøre det dyrere at bo i de største byer, mens vi på de lokale boligmarkeder kan se frem til en lempelse af boligbeskatningen. 

Du kan godt forstå, hvorfor jeg spår vejrudsigten på det lokale boligmarked til at være skyfri og god plads til solen.

For år tilbage var sommerperioden en lidt stille periode. Men efterhånden som vi alle får mere fart på i hverdagene, bruger flere og flere ferieperioderne til at finde den næste bolig. Det betyder også, at vi hurtigt kan få afsluttet handlerne, når den rette bolig er fundet. 

Vi oplever også flere og flere skuffesalg – altså handler, hvor vi har boligen ”i skuffen” og finder køberen i vores køberkartotek. Jeg tror aldrig, at jeg i mine over 30 år i branchen har oplevet så mange skuffesalg!  Køberne her i provinsen er til stede og klar til at købe. Tidspunktet er optimalt, så kom ud og nyd solen på dit lokale boligmarked!

Venlige salgshilsner

Tom Madsen
Ejendomsmægler & valuar