Tro på fremtiden!

06.12.2022 |Artikel af Tom Madsen, Ejendomsmægler & Valuar, Partner

Mens jeg skriver disse linjer, er der helt mørkt udenfor. Vi har taget hul på den første vintermåned, og vi har da også allerede haft årets første frost og sne. Snart kan vi vinke farvel til et turbulent 2022.

Jeg tror mange gik ind i 2022 med store forventninger, ovenpå nogle halvkedelige og underlige corona-år, hvor vi ikke kunne rejse og ses normalt med venner og familie. Som bekendt udviklede 2022 sig på en lidt anden måde… Krig i Ukraine, høj inflation, højere leveomkostninger og højere rente. Der har været lovlig langt mellem de gode nyheder i 2022.

Hvis nu vi for en stund prøver at glemme avisoverskrifterne og kigger på, hvordan det egentlig går – og tilgiv mig, at jeg fokuserer lidt på boligmarkedet.

Danmark er heldigvis stadig et stærkt land med en stærk økonomi. Vi har god modstandskraft overfor den blæst, der huserer over en stor del af verden lige nu. Vore eksportvirksomheder kører løs og arbejdsløsheden er lav. Inflationen er – efter min klare mening – toppet, og dermed er rentekurven også knækket og peger igen nedad. Det er gode nyheder for boligmarkedet og jeg tror faktisk på fremgang i det nye kommende år.

Samtidig har vi stadig et (for) lavt udbud af boliger lige nu. Boligmarkedet udenfor de største byer er faktisk slet ikke så ringe – og uanset hvad, må vi aldrig sammenligne med de vilde corona-år, som på alle måder var ekstraordinære. Vi har stadig skuffesalg og budrunder, og det er især villa-markedet, der klarer sig bedst.

Jeg er optimistisk af natur – og efterhånden synes jeg selv, jeg har en vis erfaring med større eller mindre kriser. Den aktuelle blæst opstod hurtigt, og jeg er sikker på den lægger sig hurtigt igen. Jeg vil endda vove at sige, at når blæsten har lagt sig, vil vi overveje om den aktuelle situation egentlig nåede at udvikle sig til en rigtig krise.

Det hjælper i hvert fald ikke at tro det værste, men ofte er det bedre at håbe på det bedste. Det har jeg selv god erfaring med, og det får jeg også denne gang.

Venlige salgshilsner

Tom Madsen
Ejendomsmægler & valuar