Løgervej 14, Agtrup,
6091 Bjert
Bare 7 kilometer fra Kolding ligger Agtrup, en lille landsby tilstødende Bjert med egne indkøbsmuligheder, foreningsliv og masser af natur. Her byder vi velkommen til en klassisk rødstensvilla i to plan, hvor hele familien har mulighed for at være med. Adressen er Løgervej 14, en yderst velplaceret hjørnegrund med et fint bed som forhave og grusbelagt indkørsel op mod carportens halvtag. Ejendommen dateres tilbage til 1917, men er tydeligt blevet moderniseret i 1987 og med fjernvarme, så den passer til nutidens behov. Planløsningen rummer således entré, hjørnestue, køkkenalrum, bryggers, badeværelse og et værelse, og på førstesalen leder den brede repos mod endnu tre værelser, hvor det ene har egen altan. Gennemgående er huset fyldt med materialer i varme naturnuancer, som bl.a. er til at se i det solide trækøkken, de klassiske listelofter og de pæne gulve, mens der er masser af dagslys, der strømmer ind gennem de store vinduesruder. Alt i alt har vi at gøre med et praktisk hjem, der kan stå distancen i den travle hverdag. Det flisebelagte bryggers med masser af skabsplads, vaskefaciliteter, klinker og plads til overtøj er genialt til snavsede flyverdragter og våde hunde, og køkkenet samler familien, når de yngste løser dagens lektier, mens maden tilberedes på kogepladerne. Hyggen findes i den store stue, der er nem at indrette med forskellige zoner, og så er der jo de i alt fire værelser, der gør det enkelt at få plads til både børn og hjemmekontor. Og mens den delvist overdækkede træterrasse er et nyt foretrukken opholdssted, når solen står på og grillen syder, er selve haven i særdeleshed et besøg værd. Den indkranses af hæk, så plænen oppe ad de tre stentrin folder sig ud med masser af plads til picnics og vejrmøller. Selvom Agtrup teknisk set er på landet, betyder det ikke, at man skal gå på kompromis med hverdagens fornødenheder. Faktisk ligger Agtrups egen Rema 1000 under 200 meter fra hoveddøren, mens der er under 10 minutters gang til skolen i Sdr. Bjert. Samme afstand er der til idræt og sport i alle afskygninger, og så er der foreningslivet i både Bjert og Agtrup, der er med til at sammenryste borgerne med aktiviteter og arrangementer. Men bedst af alt er afstanden til Kolding på 7 kilometer, der kan klares på en kort køretur, så man hurtigt er forenet med vaskeægte byliv. 
Skal du have solgt først?
Jeg tilbyder gratis og uforpligtende salgsvurdering af din bolig!