Sjellevej 73, Voldby,
8450 Hammel
LANDEJENDOM MED EGEN SØ EN HALV TIME FRA AARHUS C Sjellevej 73 kan det meste for dem, der er på udkig efter en spændende bolig midt i naturen – for med 18.538 kvadratmeters grund, egen sø og et skønt skovområde, som hører med til den i forvejen spændende ejendom, kan det ikke blive bedre. Ejendommen er bygget af solide kvalitetsmaterialer. De murede facader er i dag pyntet af klassiske, sprossede vinduer, og på husets forside er to kviste med til at give et rigtig godt førstehåndsindtryk til den pæne bygning. Sammen med hovedhuset står en udbygning i form af et værksted med to indgange og godt med lysindfald samt en lille hal med skydeport – helt perfekt, hvis drømmen er også at få plads til de store hobbyer. Der hvor ejendommen for alvor skiller sig ud, er når det kommer til de udendørs faciliteter. Det er ikke mange, der kan prale af at have sin helt egen sø indhyllet i træer, som sørger for, at dyre- og plantelivet på matriklen er mere rigt og varieret end de fleste andre steder. Netop denne idylliske scene er udnyttet ved ejendommens terrassearealer, som vender mod solen og mod det grønne, så man virkelig kan nyde sit fredelige helle til fulde. Selve villaen indeholder et stueplan med et samlet stuemiljø og alrum, køkken, entré, viktualierum og to værelser, mens førstesalens opholdsstue giver adgang til boligens sidste værelse. Fra den øverste stue er der sågar udgang til en buet udsigtsaltan, hvor det ikke er sjældent, at øjet fanger en nysgerrig hjort eller en fasan i græsset. Langt hen ad vejen er materialerne holdt i god kvalitet med bl.a. Flere steder med flisegulve, trælåger i køkkenet og klassiske listelofter, men når det er sagt, er der intet i vejen for at skabe sit eget hjem med få midler. Det er nærliggende at åbne stue og køkken op mod hinanden, så hjerterummene integreres endnu mere, mens værelsesmangel kan kommes til livs ved at opsætte vægge på førstesalen. Den rolige, landlige adresse placerer sig bare fem kilometer sydøst for Hammel, og således er der ikke mange minutters kørsel til bylivet. Hammels opland byder på forsamlingshus, friluftsbad og fodboldbaner i Voldby, men det er i selve Hammel, at nærmeste skole, børnehave og indkøbsmulighed skal findes, ligesom her også er et mere udvidet udvalg af idrætsgrene med bl.a. Hammel Idrætscenter. Samtidig er der kun en halv times kørsel til centrum af Aarhus, der er et knudepunkt for kultur og spisesteder. Velkommen.

Skal du have solgt først?
Jeg tilbyder gratis og uforpligtende salgsvurdering af din bolig!